Back to top

Dokumentering af solidaritet i Huset for Europæisk Historie

Den nuværende pandemi er ikke kun en sundhedsmæssig krisesituation, den har en dyb social, økonomisk og kulturel indvirkning. Verden ændrer sig for vores øjne. For at forstå, hvordan den ændrer sig, er vi nødt til at se os nøje omkring, selv om vi kun ser ud af vinduerne i vores eget hjem.

Når vi ser ud af vores museums vinduer, ser vi europæere i nød, men som hjælper og støtter hinanden, europæere, der er adskilt fra hinanden, men som alligevel finder måder at få kontakt til hinanden på trods af fysisk afstand og lukning af grænserne. Vi ser europæere, der udviser solidaritet, håb og modstandsdygtighed i en tid med modgang. Vi mindes om de vanskelige historier, vi fortæller i vores udstillinger, og hvordan disse kvaliteter har skinnet igennem tidligere.

Dokumentering af solidaritet i hele Europa

Huset for Europæisk Historie har startet et projekt, der har til formål at dokumentere, hvordan europæerne har reageret med solidaritet, håb, opbygning af fællesskab og kreativitet i håndteringen af den nuværende pandemi, de dramatiske situationer, de behov og nødsituationer, som den har givet anledning til. Vi vil indsamle historier, genstande, billeder og lyde, som kan hjælpe os med at fortælle denne historie, når "alt dette er forbi".

Flere museer og arkiver har allerede taget initiativer, der dokumenterer dagligdagen under denne pandemi i lokalsamfundene. Og forhåbentlig følger mange flere. Men det samfund, vi i Huset for Europæisk Historie tjener, er det europæiske samfund. Vi fortæller europæiske historier. Dette er både styrkende og til tider overvældende. Men i disse mærkelige og usikre tider er der en europæisk historie, der udspiller sig for vores øjne, og vi er nødt til at dokumentere den.

Positive budskaber

Regnbuebannere, der opmuntrer italienerne med, at "Andra tutto benne" ("Alt bliver godt"), smykker nu balkoner i hele Europa på forskellige sprog, men alle med samme håbefulde budskab. Smarandas budskab i billedet ovenfor er blot et af de tusindvis af mulige eksempler, der viser, hvordan europæerne udfolder sig i de sværeste tider.

I takt med at landene lukker grænserne og bliver indadskuende, efterlades folk på den ene eller den anden side af en grænse, de havde glemt eksisterede. Vi er i gang med at indsamle de budskaber om venskab og længsel, der har vist sig langs disse nye gamle grænser: "Stýská se mi po tobě Čechu" ("Jeg savner dig, tjekke") / "I ja za tobą Polaku" ("Jeg savner også dig, polak").

Når der er mangel på medicinsk udstyr, fra værnemidler til livreddende respiratorer, træder ejere af 3D-printere til for at fremstille hurtigere og billigere versioner, der allerede redder liv.

At være sammen i tider med social afstandtagen er en udfordring. Men vi ser i hele Europa og verden nye måder at række ud for forbinde os med hinanden på: fra telefonopringninger til ensomme gamle personer til bamsejagt for børn i deres naboers vinduer.

De samme naboer finder på muligheder for at yde hjælp til dem, der har mistet indtægter som følge af nedlukningen. Italienere kalder det "la spesa sospesa" - den, der kan, giver, den, der ikke kan, tager!

Kl. 20 hver aften klapper europæerne i deres vinduer for at ære dem, der bekæmper virussen i frontlinjen, nemlig sundhedspersonalet. Dette er et europæisk "lydlandskab", der vil blive en del af vores arv.

Som en klog gammel mand for nylig sagde, da han stod foran en meget stor tom plads: "Vi er i samme båd, alle er vi skrøbelige og desorienterede, men samtidig vigtige og nødvendige." Vi mener, at der er behov for museer for at gøre, hvad de er bedst til: dokumentere og udstille vores historier, alt imens de minder os om de hårde tider, vi allerede har overvundet, og den solidaritet og medmenneskelighed, som altid gjorde det hele mere udholdeligt.

Vejen frem

Hvis du vil dele de historier, genstande, billeder og lyde, der omgiver dig nu, med os, kan du skrive til vores team.

"Klik her for at læse mere om Make Covid History"

Billede: Ana-Maria Rampelt