Back to top

PRESSEMEDDELELSER

Åbning af den midlertidige udstilling Ungdom i opbrud

1 mar 2019

Den 1. marts 2019 slår Huset for Europæisk Historie dørene op for sin anden midlertidige udstilling "Ungdom i opbrud: At blive voksen i Europa, fra 1945 til i dag". Den kan opleves indtil udgangen af februar 2020.

I udstillingen undersøges de afgørende erfaringer, som unge gør sig: fra at tage en uddannelse, få et arbejde og skabe sig en identitet til at blive politisk aktiv og forelske sig. Udstillingen stiller skarpt på fire generationer, som blev voksne på centrale tidspunkter i den europæiske historie: i slutningen af 1940'erne, i 1960'erne, i 1980'erne og i 2000'erne.

Barndommens såvel som ungdommens historie har siden 1960'erne været i forskningens fokus og møder stadig stigende interesse. I dag betragtes ungdommen som en vigtig samfundsgruppe, især fordi den seneste udvikling – herunder 50-året for 1968 – har vist, at kombinationen af ungdom og protest synes at være et universelt fænomen.

Hands-on-udstillingen viser de besøgende, at historien om unge mennesker siden 1940'erne i Europa er præget af tværnationale forbindelser, krav om sociale forandringer og mere individuel frihed samt stræben efter konkrete forbedringer og frie kulturelle udtryksformer.

De samme kræfter har også formet det europæiske projekt, så betingelserne for de unge som gruppe kan ses som en indikator for Europas tilstand. I kølvandet på den økonomiske krise symboliserede ungdomsarbejdsløshed og de unges udvandring situationens alvor. I den offentlige debat opstod udtrykket en "tabt generation" af unge europæere.

"Ungdom i opbrud" anlægger et tværnationalt perspektiv for at undersøge, hvordan unge mennesker i de seneste 70 år er gået fra at være en gruppe, som blev formet af historien, til at blive en gruppe, som skaber historien.

Huset for Europæisk Historie, der ligger i Parc Léopold i hjertet af EU-kvarteret, åbnede for offentligheden i maj 2017. Museet er unikt, da det præsenterer kontinentets historie i et tværnationalt og europæisk perspektiv. Ved at øge kendskabet til de mange perspektiver på og fortolkninger af fortiden har det til formål at fremme udvekslingen af idéer, sætte spørgsmålstegn ved vores antagelser og således øge forståelsen af europæisk historie. Museet er åbent hver dag, der er gratis adgang, og dets permanente udstilling er tilgængelig på EU's 24 officielle sprog.