BRISTEDE VISHEDER

Energikrisen berørte menneskers dagligdag direkte og tvang de fleste vesteuropæiske regeringer til handling. Der blev iværksat kampagner mod affald og indført kørselsforbud om søndagen for at spare brændstof. Krisen var en smertelig påmindelse om, i hvor høj grad de vestlige økonomier var afhængige af energiimport.

Den sociale samhørighed blev truet af recessionen som følge af stigende arbejdsløshed, udstødelse og fremmedgørelse. I 1978 blev der iværksat en koordineret indsats, da flere fagforeninger afholdt den første europæiske march mod arbejdsløshed og satte europæisering af fagforeningskampe og bevidsthed om tværnationale interesser på dagsordenen.

Den "sidste kulvogn" er et billede på nedgangen i den veletablerede sværindustri i det kapitalistiske Europa. Denne industri, der engang havde været en drivende kraft bag efterkrigstidens økonomiske boom i Europa, blev fra 1970'erne gradvist erstattet af industrierne hos billigere internationale konkurrenter såsom Taiwan, Sydkorea og Brasilien. Europæiske lande måtte nu ty til atomkraft for at blive mindre afhængige af udenlandsk olie.

Kvinder satte op gennem 1970'erne i stigende grad spotlight på den fortsatte ulighed mellem kønnene. Selv om de fleste havde stemmeret, blev de stadig udsat for forskelsbehandling, og deres frihed var begrænset både i det offentlige og private liv. Feminisme dukkede op som en aktiv kraft, og bevægelsen håbede på at nedbryde den patriarkalske dominans og skabe ægte lige samfund.

I 1974 væltede et militærkup Portugals diktatur. Officerer, der var ivrige efter at indføre demokratiske og økonomiske reformer og begynde afkoloniseringen, blev til sidst støttet af den portugisiske offentlighed. Revolutionen blev kaldt for "Nellikerevolutionen" på grund af blomsterne, som blev stukket i soldaternes geværer og de overvejende fredelige begivenheder, som bragte landet på vej mod demokrati.

Der opstod nye sociale bevægelser, hvor vesteuropæerne gik i demonstration under paroler for ligestilling mellem kønnene, LGBT-rettigheder, miljøspørgsmål og fredskampagner. Disse proteststemmer anfægtede grundlæggende, hvordan og hvorvidt det parlamentariske demokrati kunne opfylde deres behov.

Den kommunistiske leder af Rumænien, Nicolae Ceaușescu, beskrev sit styre som en "guldalder". Den personlighedsdyrkelse, som han med sine embedsmænd skabte omkring sig, var måske en af de mest aparte blandt alle de kommunistiske regimer. Den undertrykkelse og de afsavn, som det rumænske folk led under Ceaușescu, var blandt de værste i østbloklandene.

Den polske modstand mod det kommunistiske styre voksede i 1980'erne med afsæt i tidligere uro blandt arbejdere, der gik tilbage til 1950'erne. Strejkende arbejdere på skibsværftet i Gdansk stiftede en fri fagforening kaldet Solidarność og krævede bedre levevilkår og politiske reformer.

I løbet af nogle ganske få måneder havde folkene i Central- og Østeuropa givet, hvad der i sidste ende ville blive et skæbnesvangert slag til de kommunistregimer, som gennem årtier havde holdt dem undertrykt. Regimerne faldt som dominobrikker, det ene efter det andet, og Jerntæppet, der var selve symbolet på det delte kontinent, forsvandt.

Dette er Aldo Moros underskrift på Helsingforsslutakten – han var Italiens premierminister og formand for Rådet for De Europæiske Fællesskaber. For første gang nogensinde havde konferencen givet Det Europæiske Fællesskab chancen for at tale med "én stemme" som en vigtig diplomatisk aktør på verdensplan.

Det europæiske pas, der blev indført i 1985, understreger de nye muligheder for fri bevægelighed og symboliserer Det Europæiske Fællesskabs konkrete indsats for at skabe en følelse af europæisk medborgerskab.

1979 – en historisk anledning til øget demokrati i Europa med det første direkte valg til Europa-Parlamentet for medlemsstaternes borgere. Denne vigtige forsamling ville ikke længere blive valgt af de nationale parlamenter. Den var nu det første internationale organ, der blev valgt ved almindeligt direkte valg.

De slovenske og kroatiske uafhængighedserklæringer førte til væbnede konflikter, som efterfølgende bredte sig til Bosnien-Hercegovina, hvor det kom til sammenstød mellem etniske grupper. Folkedrab og etnisk udrensning blev de rædselsvækkende kendetegn på en krig, der først sluttede med Dayton-fredsaftalerne i 1995. Men det skulle vise sig, at Serbiens præsident Milošević og de militære beslutningstagere igen ville benytte sig af etnisk udrensning i Kosovo.

Den 3. oktober 1990 blev Tyskland på ny et forenet land. Genforeningsprocessen blev forstærket af en fortsat befolkningsudvandring fra øst til vest efter Berlinmurens fald og valgresultaterne i Østtyskland samme år, som viste, at borgerne støttede genforeningen. Traktaten om genforening blev indgået med efterkrigstidens besættelsesmagter USA, Sovjetunionen, Frankrig og Storbritannien.

En række politikere, civilsamfundsgrupper og virksomheder havde i årevis opfordret til skabelsen af en fælles valuta. Så langt tilbage som i 1969 havde europæiske ledere overvejet en økonomisk og monetær union, og i 1960'erne og 1970'erne var der offentlige demonstrationer for et sådant initiativ.

I anden halvdel af det 20. århundrede er Europa gået fra at være et kontinent med udvandring til at blive et kontinent med indvandring. Efterhånden som den lovlige indvandring blev begrænset, begyndte den illegale indvandring fra 1980'erne at stige. Genstande, der skylles op på Tunesiens kyster, er et tragisk symbol på de illegale indvandreres skæbne.

Skiftende økonomiske redningspakker, regningen betalt af skatteyderne og kontroversielle nationale spareforanstaltninger blev en lakmusprøve på borgernes tillid til EU-projektet. Euroskepsis og modvilje mod EU voksede, nationalistiske og højreekstremistiske tendenser blomstrede, og EU-flaget blev afbrændt i flere lande, bl.a. i Grækenland, Ungarn og Spanien.

Efter afslutningen af Den Kolde Krig blev antallet af medlemsstater mere end fordoblet. Sverige, Finland og Østrig tiltrådte i 1995, efterfulgt af 10 lande i 2004. Rumænien og Bulgarien tiltrådte i 2007 og Kroatien i 2013.

Hvad er europæisering? Det er alle EU-medlemsstaters anerkendelse og gennemførelse af fælles love, som fremmer større interessesammenfald og skaber flere ligheder. Disse love, kendt som EU-retten eller acquis communautaire, blev udviklet igennem flere årtier, og lande, der tiltræder EU, skal integrere dem i deres nationale retssystemer.

Efter 1989 accepterede folk ikke længere det kommunistiske historiesyn, som fremstillede Sovjetunionen og Den Røde Hær som Central- og Østeuropas befriere fra nazisterne. For mange var den sovjetiske intervention simpelthen en ny besættelse. Kommunistiske statuer og vejskilte blev gjort til genstand for offentlig debat, fjernet eller endog ødelagt.

Denne euromønt viser sloveneren Franc Rozman, en kommunist, der kæmpede bravt mod den nazistiske besættelse af sit land. Den røde stjerne på brystet – et symbol på kommunismen – ses her sammen med EU-stjernerne.

Adgangen til tidligere hemmeligholdte dokumenter og åbningen af arkiver i de postkommunistiske lande var afgørende for, at folk kunne komme overens med den kommunistiske fortid. Det sande omfang af statens spionage og undertrykkelse blev nu åbenbaret.